​Vedtægter for OSF/OASK Dans

§ 1 Navn og Hjemsted

a. Foreningens navn er OSF/OASK Dans
b. Foreningens signatur er OSF/OASK
c. Foreningens hjemsted er Odense Kommune

§ 2 Formål

a. Foreningens formål er at virke for og udbrede dansesporten lokalt under ansvar overfor Danmarks Sportsdanserforbund Vest (DSV) og dermed Danmarks Sportsdanserforbund (DS) under Danmarks Idrætsforbund (DIF) for derved at samle alle med interesse for diverse dansegenre, sang, skuespil mm.
b. Foreningsarbejdet skal give børn, unge samt voksne mulighed for aktivitet, træning og kammeratligt samvær med jævnaldrende i deres fritid.

§ 3 Medlemmer

a. Som medlemmer kan optages alle med interesse for foreningens formål. A-medlemskab: Aktive medlemmer med tale- og stemmeret på generalforsamlingen B-medlemskab: Ikke aktive medlemmer med taleret på generalforsamlingen. Der kræves medlemskab af klubben i mindst 30 dage, for at få taleret på generalforsamlingen.
b. Medlemmer er registreret i foreningen.
c. Aktive medlemmer må kun repræsentere foreningen ved arrangementer arrangeret af DS. Der kan i specielle tilfælde dispenseres af bestyrelsen.
d. Bestyrelsesmedlemmer, instruktører og faste vagter er at betragte som aktive medlemmer, men disse er fritaget for at betale kontingent.

§4 Indmeldelse

a. Indmeldelse sker ved henvendelse til bestyrelsen. For ikke myndige personer sker indmeldelse med forældres eller værgens foranstaltning.
b. Ved indmeldelse gøres medlemmet bekendt med foreningens vedtægter.

§ 5 Kontingent

a. Bestyrelsen fastsætter kontingent for aktive-/ikke aktive medlemmer årligt.
b. Ved kontingentrestance udover 2 måneder kan medlemmet slettes og kan kun optages igen mod betaling af skyldigt kontingent.
c. Før sletning fremsendes en rykker skriftligt.

§ 6 Udmeldelse

a. Udmeldelse skal ske skriftligt til udgangen af en rate + 30 dage.
b. Ved udmeldelse skal kontingentrestance være indbetalt til foreningen frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning.

§ 7 Generalforsamlingen

a. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
b. Adgang til generalforsamlingen har medlemmer, der ikke er i kontingentrestance.
c. Andre personer har adgang i det omfang som generalforsamlingen eller bestyrelsen finder det fornødent.
d. Kun foreningsmedlemmer over 18 år er valgbare. Såfremt et medlem ønsker valg til bestyrelsen, men er forhindret i at møde til generalforsamlingen, skal denne forud skriftligt informere formanden/bestyrelsen herom.
e. Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt inden den 1. april.
f. Generalforsamlingen indvarsles skriftligt med 21 dages varsel, ved opslag i foreningen med dagsorden.
Dagsorden sendes pr. mail til samtlige medlemmer samt offentliggøres på foreningens hjemmeside.
g. B-medlemmer indkaldes skriftligt til generalforsamlingen.

§ 8 Dagsorden

a. Dagsorden for ordinær generalforsamling skal mindst indeholde følgende:

1. Valg af dirigent
2. Valg af 2 stemmetællere
3. Formanden fremlægger bestyrelsens beretning
4. Kassereren fremlægger revideret regnskab
5. Fastsættelse af kontingent for B-medlemmer 6. Indkomne forslag
7. Valg
8. Eventuelt

b. Indkomne forslag skal være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen og bekendtgøres for medlemmerne ved opslag i foreningen.

§ 9 Stemmeafgivelse

a. Alle fremmødte aktive medlemmer over 18 år har stemmeret. Husstande med medlemmer af foreningen som er under 18 år har en stemme (forældre/værge).
b. Alle afstemninger afgøres ved almindeligt stemmeflertal. Der kræves dog 2/3 flertal af fremmødte ved vedtægtsændringer.
c. Skriftlig stemmeafgivelse skal bruges ved personvalg, hvis der er opstillet flere kandidater, end der skal vælges.
d. Hvis der fra de stemmeberettigede ytres ønske om skriftlig afstemning i andre anliggender, skal dette følges op.
e. Ændringsforslag i tilknytning til bekendtgjorte forslag kan vedtages.

§ 10 Bestyrelsen

a. Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer denne i alle forhold.

Bestyrelsen består af 5-7 medlemmer.

1. Formand vælges på generalforsamlingen i lige år – valgt for 2 år.
2. Kasserer vælges på generalforsamlingen i ulige år – valgt for 2 år.
3. Valg af 3-5 bestyrelsesmedlemmer. 2-3 i lige år og 1-2 i ulige år – valgt for 2 år ad gangen.
4. Valg af 1 bestyrelsessuppleant for 1 år ad gangen.

b. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og skal føre protokol over samtlige møder.
c. Bestyrelsen fastsætter regler for anbringelse af foreningens midler.
d. Hvor vedtægterne intet andet foreskriver, træffer bestyrelsen en eventuel afgørelse.
e. Bestyrelsen kan optage lån/kassekredit til brug af foreningens drift
f. Foreningens daglige drift tegnes af Formanden.

§ 11 Ekstraordinær generalforsamling

a. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når et flertal af bestyrelsen finder det påkrævet, eller når mindst 25% af stemmeberettigede medlemmer overfor bestyrelsen skriftligt fremsætter krav herom, ledsaget af et dagsordenforslag.
b. Indkaldelse skal ske senest 10 dage efter modtagelse af begæring og den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 7 dage efter.
c. Indkaldelse skal være skriftligt og indeholde dagsorden samt oplysning om, hvem der har fremsat begæring og eventuelt begrundelse herfor.

§ 12 Regnskab

a. Regnskabet følger kalenderåret.
b. Kassereren administrerer foreningens midler efter bestyrelsens beslutning, og er ansvarlig for regnskabet og dettes aflæggelse i overensstemmelse med foreningens vedtægter og bistås heri af de af bestyrelsen bemyndigede. Kassereren foreligger på bestyrelsesmøderne en regnskabsmæssig oversigt.
c. Regnskabet indeholdende status og driftsregnskab skal underskrives af formand og kasserer og den valgte eksterne revisor.
d. Kopi af regnskabet opslås i foreningslokalerne senest 6 dage før generalforsamlingen.

B-medlemmer kan ved henvendelse til foreningen via mail få tilsendt regnskabet senest 6 dage før generalforsamlingen.

§ 13 Revision

a. Revisionen foretages af ekstern revisor.
b. Revisoren skal udføre talmæssig og kritisk revision, og har til enhver tid adgang til foreningens regnskab. Revisoren skal mindst foretage 1 uanmeldt kasseeftersyn indenfor en regnskabsperiode.
c. Ved revision af regnskabet forud for generalforsamlingen kan formanden overvære revisionen.

§ 14 Udvalg

a. Til løsning af særlige opgaver kan bestyrelsen nedsætte udvalg med dertil hørende beføjelser.
b. Hvert udvalg skal bestå af mindst 3 medlemmer.
c. Udvalgene kan ikke disponere over foreningens midler uden forudgående godkendelse af bestyrelsen.

§ 15 Opløsning

a. Opløsning af foreningen kan kun finde sted ved indkaldelse til en ekstraordinær generalforsamling.
b. Mindst ¾ af de fremmødte skal stemme for opløsning.
c. Foreningens eventuelle midler skal ved opløsning, anvendes til forenings-/klubarbejde eller sammenslutninger, der har til formål at fremme forenings-/klubarbejde for børn og unge i Odense Kommune.

§ 16 Gældsforpligtelser

Bestyrelsen og foreningens medlemmer i øvrigt hæfter ikke for klubbens gæld.

Nuværende vedtægter vedtaget på ordinær generalforsamling 24.09.2012.
Vedtægterne er korrigeret på ordinær generalforsamling den 14.03.2014.
Vedtægterne er korrigeret på ordinær generalforsamling den 13.03.2016.

Formand Dirigent

Kenneth Riding Jørgen Boelskov 

Se nyheder

Opvisning 2024
02-03-2024
Årets store opvisningsfest afholdes i Paaruphallen søndag den 28. april 2024 kl. 14.00 til ca. kl. 18.00
Læs mere her

Ring til os i dag!

Vi modtager ikke SMS'er

Send os en e-mail:
mail@osf-dans.dk 

instagram  fb

Besøg vores webshop

OSF/OASK Dans har indgået samarbejde med Sport & Profil om klub-/træningstøj til gode priser. OSF/OASK’s klubtøj er for alle medlemmer i OSF/OASK Dans. Klubtøjet består af forskellige CRAFT produkter og CLIQUE Hoodies. Klubtøjet er påtrykt klublogo på ryggen og på venstre lår, ligesom det er muligt at få påtrykt navn. Se udvalg og pakketilbud på denne webshop.

Besøg webshop

Her finder du os

VORES SPONSORER​

OSF/OASK Dans

​​CVR: 20185171